6 kg fart: Opstrengning, power og kontrol – 28. juni 2012.

Inden Carolines uheldige exit fra Wimbledon i går skrev aviserne meget om, at hun havde tabt 6 kg, altså ikke på bagdelen men i ketsjerens opstrengning, og at dette burde skaffe hende øget fart i slagene. Hvordan kan det nu være?

Hvis man følger med i ketsjerproducenternes reklame-hype, så vil man igen og igen møde de to begreber ”power” og ”kontrol”, der fremstilles som modsætninger og anvendes til brygge historier om nye ketsjermodeller. I fysisk sammenhæng giver de to ord ingen mening, men det er rigtigt nok, at en mindre hård opstrengning kan give mere fart i slagene, så med lidt mere korrekte fysiske begreber kan der være noget om snakken. Lad os se på de fysiske realiteter.

Ketsjerens træf på bolden er i fysisk sammenhæng et stød. Når to objekter støder sammen, så har de før stødet tilsammen noget bevægelsesenergi, og efter stødet kan en større eller mindre del af denne energi være tabt. Når f.eks. to billard-baller kolliderer, så går der ikke ret meget energi tabt. I en eller anden forstand har de to kugler tilsammen næsten så meget hastighed efter stødet som før. Men hvis man taber en klump modellérvoks på gulvet, så bliver den blot liggende, så al den bevægelsesenergi, den havde, før den ramte gulvet, er tabt.

Som man måske kan fornemme af ovenstående, afhænger energitabet af de to kolliderende objekters materialer. Nogle materialer er meget elastiske og taber kun lidt energi, mens andre er mindre elastiske. En tennisbold er forholdsvis elastisk, men hvis man lader den falde ned på en hård stålplade eller et betongulv, så springer den måske alligevel kun godt og vel halvt så højt som den blev sluppet, så den mister altså noget energi.

Hvis man forestiller sig det modsatte eksperiment, nemlig at man dropper en stålkugle på sweet spot på en fastspændt ketsjer, så vil stålkuglen springe næsten op til der, hvor man droppede den. Ketsjeren taber altså ikke ret meget energi.

For både ketsjeren og bolden gælder, at energien tabes ved deformation, og det skyldes et fænomen kaldet visko-easticitet. Selvom de begge vender tilbage til deres oprindelige form efter stødet, så foregår tilbagespringet med lidt mindre kraft, end der skulle bruges til deformationen. I fysikken kalder man forholdet mellem deformation og tilbagespring for restitutionskoefficient, og ketsjeren har altså en bedre restitutionskoefficient end bolden. Dermed gælder det om at få noget mere af den fælles deformation til at foregå i ketsjeren og mindre i bolden. På den måde taber man mindst mulig energi.

Og så er vi tilbage ved Carolines ketsjer. En blødere opstrengning placerer mere deformation i ketsjeren og mindre i bolden, og så bliver det samlede energitab mindre, fordi ketsjeren restituerer sin deformationsenergi bedre, end bolden gør. Det er klart, at det kun virker til en vis grænse. Hvis ketsjeren bliver så blød som et sommerfuglenet, så falder dens restitutionskoefficient til nul, og det vil ikke give nogen fart i slagene.

Har det så noget på sig med modsætningen mellem ”power” og ”kontrol”? Tja, når strengene bliver blødere og deformerer mere, så bliver den skævhed i retningen, som opstår ved træf udenfor sweet spot, også lidt større. Men det er delte meninger om det er så meget, at det overhovedet betyder noget.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s