Dogmer – torsdag d. 8. juni 2012

Torsdag er træningsdag i ATK, og det er den eneste dag om ugen, hvor jeg sådan systematisk beskæftiger mig med at forbedre min teknik. Det er ikke sådan, at jeg ikke ellers arbejder på sagen, men torsdag er der træning med en træner, som øser af sin viden om rigtige og især forkerte måder at gøre tingene på.

ATK har ansat en af Danmarks dygtigste trænere, René Aarup, som ikke blot er en flink og hyggelig fyr, men også har alle tænkelige officielle uddannelser på området. René ved, hvordan man udfører alle slag, og man kan lære en masse af ham. Som andre dygtige trænere besidder han en stor know-how. Læg mærke til det ord.

Jeg er bange for, at jeg er en ret irriterende elev. Udover at jeg gør næsten alting forkert, så har jeg også meninger om de ting, som jeg får at vide, der nogle gange spænder ben for trænerens gode intentioner. Det skyldes min særlige baggrund som professor i biomekanik, der sætter mig i stand til ikke blot at forstå hvordan men endnu vigtigere hvorfor. Jeg har altså en vis portion know-why.

I fravær af det sidste bliver know-how meget nemt til dogmer, der ikke nødvendigvis giver mening. Og tennis har haft en del af dem i tidens løb. Dogmer er indiskutabelt sande, indtil nogen pludseligt siger, at kejseren intet tøj har på, og så blver de hurtigt glemt. Det er f.eks. ikke så længe siden man mente, at de fleste slag i tennis udføres bedst med stive led i det meste af armen, og en del ældre spillere slår stadig uden brug af en del af deres led og klarer sig bemærkelsesværdigt godt med det. Men tjek lige en slowmotion af Federers forhånd og sig mig, om nogen af hans led er stive. Det er der en god biomekanisk forklaring på, og den skriver jeg gerne om en anden gang.

Her vil jeg blot nævne en enkelt ting: Resultatet af et tennisslag er en hastighedsvektor og et spin. De kan beskrives ved i alt seks parametre – hverken mere eller mindre. Der er aldrig slået et slag i tennis, som ikke kan beskrives ved hjælp af disse seks parametre. Når man tænker på spillets kompleksitet og de mange dogmer, der omgiver slagteknikker, fodstillinger, overkropsrotation, greb, opstrengning, vægtfordeling i ketsjeren og så videre, så har de alle til formål at kontrollere blot seks parametre.

Nogle gange tænker jeg, at hvis man tog udgangspunkt i hvorfor, altså at man gerne vil kontrollere disse seks parametre i forskellige situationer, så kunne man meget bedre forstå, hvordan man bærer sig ad med at gøre det.

Det kunne være fedt med en lille dogmeliste her nedenunder. Skriv gerne dit yndlingsdogme som en kommentar.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s