Homoestase – mandag d. 7. januar 2013.

Mandagen bød på nattennis med ATK i Nørresundby. Hyggeligt som altid og endda lidt sjovere i dag, fordi de fire damer forbarmede sig over de fire herrer og gik med til at lade os spille herredouble i 2/3 af tiden.

Men jeg vil hellere skrive lidt mere om skader. Ikke mine egne, men skader sådan generelt.

Hvorfor bliver man i grunden skadet? Altså, hvis man bliver kørt over af en betonkanon eller ramt i øjet af Michael Hansens førsteserv, så er det ret åbenlyst, at der vil opstå akutte skader, som slet og ret skyldes, at noget væv bliver overbelastet og går i stykker. Den slags skader er ikke så mystiske. Men andre, og meget mere almindelige, skader kommer snigende gradvist og kan være resultat af et langt forløb, også selvom de manifesterer sig pludseligt.  Det kan være en tennisalbue, skinnebensbetændelse eller et hævet knæ. Hvorfor får man den slags skader?

Skader af denne type får man på grund af mange små belastninger, og de er specielt almindelige i tennis, fordi sporten trods alt er lidt ensidig med mange slagbevægelser, systematisk fodarbejde og asymmetriske belastninger. Selvom skaderne kan antage mange former fra inflammation i senerne over træthedsbrud i knoglerne til gigttilstande i leddene, har de alligevel et fælles træk, som er tab af homoestase.

Princippet i homoestase.
Homoestase er organismens evne til at opretholde konstante – og dermed sunde – forhold. Hvis kroppen taber denne evne, så kan der ske en gradvis degenerering af væv, som på et tidspunkt fører til en mærkbar skade. Homoestase kan billedligt forstås som en lille kugle, der ligger på en kindtand som vist på figuren. Hvis man skubber kuglen lidt til højre eller venstre, så vil den trille tilbage til ligevægtstilstanden i kindtandens fordybning. Men hvis man skubber kuglen for langt til den ene eller anden side, så kommer kuglen over tandens kant, og den vil trille helt ud af tanden og være svær at få tilbage igen. Sådan kan man forestille sig, at homoestase fungerer: Kroppen kan hele tiden reparere små ubalancer, men hvis det bliver for meget, så opstår en skade, der er svær at rette op på.

For at komme nærmere en forståelse, kan vi se lidt på, hvordan døde materialer som metal, glas eller plastik opfører sig. Det er klart, at alle materialer kan brydes, hvis de påvirkes med tilstrækkeligt store kræfter. Det svarer til at blive kørt over af betonkanonen. Men materialer kan også gå i stykker som følge af mange små påvirkninger. Det kaldes udmattelse og er nært forbundet med homoestase. Mange materialer har det på den måde, at selv en nok så lille påvirkning medfører en skade. Skaden kan være meget lille, men hvis påvirkningen gentages nok gange, så ophobes skaderne, og til slut bryder materialet. Denne måde at anskue udmattelse på kaldes også for delskadehypotesen. For nogle materialer, f.eks. stål, ser det ud til, at hvis lasten blot er under en vis grænseværdi, som ganske vist er meget mindre end materialets brudstyrke, så sker der slet ingen skade, og materialet kan i princippet bære uendeligt mange belastninger. Men for andre materialer, f.eks. aluminium, har man ikke kunne konstatere nogen nedre grænse for skadevoldende belastninger.

Der er ingen grund til at tro, at biologiske materialer skulle være anderledes. De skades formodentlig også en lille smule af selv meget små belastninger. Men forskellen er, at biologiske materialer er levende, og skaden igangsætter en reparationsproces, som gendanner det beskadigede væv og i visse tilfælde endda gør vævet stærkere, end det oprindeligt var. Så længe reparationsprocessen kan holde trit med skadesudviklingen, så har man homoestase. Her er det vigtigt at forstå, at det handler lige så meget – eller mere – om at reducere hyppigheden af belastningen som at reducere belastningens størrelse. Så hvis man spiller tennis 5 timer om dagen og får ondt i albuen, så er det ikke nødvendigvis fordi ketsjeren er for tung. Og hvis man spiller 5 timer om dagen og ikke har ondt nogen steder, så er det ikke nødvendigvis fordi organismen opretholder homoestase, men måske blot fordi man endnu ikke har mærket, at man er på vej ud over kanten. (Dette skal naturligvis ikke forstås sådan, at det på nogen måde gælder for undertegnede.)

I de senere år har man opdaget en væsentlig forskel mellem døde og levende materialer. De døde materialer vil normalt have en kraftigt accelererende skadesudvikling, når belastningen forøges. På den baggrund kunne man tro, at store belastninger er en dårlig ting også for levende væv. Men sådan er det ikke altid. Meget tyder på, at helingsprocessen i levende væv kan accelereres med nogle få men store belastninger, således at disse belastninger set over tid giver mindre – og ikke mere – skade. Måske er det endda sådan, at hvis de enkelte skader er tilstrækkeligt små, så bemærkes de ikke af organismen, den nødvendige helingsproces kommer ikke nok op i gear, og skaden får lov at vokse sig større.

Derfor er man begyndt at bruge eccentriske træningsøvelser for både at forebygge og helbrede en del idrætsskader. Det gælder typisk ved træthedsbrud i knogler eller sener, f.eks. springerknæ. Eccentriske øvelser foregår ved, at de involverede muskler forsøger at trække sig sammen, mens muskelen tvinges længere af en ekstern kraft. Fidusen er, at musklerne i denne situation er en del stærkere, end når de forkortes, og dermed kan man opnå større belastninger, som stimulerer helingen bedre. I samme trend anbefaler visse terapeuter i dag, at selv ældre og ret svagelige personer har godt af at træne med tunge vægte og få repetitioner.

Til slut er det nødvendigt med et lille forbehold: Ovenstående er skrevet ud fra mit kendskab til biomekanik og ingeniørvidenskab. Hvis du tror, at du fejler noget, så skal du gå til din læge og ikke tro på mine lommefilosofier.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s