Tennisrejser – lørdag d. 22. december 2012

Dagens tennis var en rigtig fin Lyhne-double i Anneberghallen med Andreas Myhlund, Niels Søbye og Poul Lyhne. Det var en fin kamp, som Niels og jeg tabte knebent til Poul og Andreas.

Men det er jo ikke meget at snakke om, så i stedet vil jeg skrive lidt om tennisrejser. Jeg elsker at spille tennis, når jeg rejser. Jeg rejser en del professionelt og har altid ketsjeren med mig. Tennis er en global sport, og udstyret er overkommeligt, så man har muligheden for at lære en masse mennesker at kende alle mulige steder i verden. Jeg har spillet virkelig mange steder og er altid blevet næsten overstrømmende budt velkommen; faktisk så meget, at jeg nogle gange synes, at vi har en del at lære i Danmark. Men mere om det til slut.

Der er flere muligheder for at komme til de varme lande og spille tennis med forskellige rejseselskaber. Her er nogle tips i den retning:

JTU organiserer hvert efterår to vidt berømte ture til Manavgat på Tyrkiets sydkyst med afrejse fra Aalborg Lufthavn. Den første tur har flest deltagere fra Randers og Aars og er familieorienteret, men alle kan vistnok melde sig til. Den anden tur er for voksne. Tennisniveauet går fra decideret motionist til nylige turneringsspillere. Hotellet kaldes Alibey og er et all inclusive paradis med ikke mindre end 62 røde grusbaner. JTU medbringer dygtige trænere, maden er helt fantastisk, og skulle man få lyst til andet end tennis, så råder hotellet over egen strand, vandland, adskillige pools og alskens andre aktiviteter. Jeg har været med nu i to år, og har allerede meldt mig til igen i 2013. Det koster omkring 6000 kr., og de er givet godt ud. Man bruger nærmest ikke en krone undervejs. Læs mere på JTUs hjemmeside, www.jtu.dk.

Dansk Tennisforbund er også med på vognen gennem et nystartet samarbejde med rejsearrangøren Battertour, http://www.battertour.dk/tennisrejser/. Her arrangeres tre rejser i ugerne 16, 17 og 18, altså i foråret, til et andet stort, Tyrkisk tennissted, som hedder Lykiaworld. Prisen er cirka den samme som for JTUs tur, men afgangene fra Billund og Kastrup er knapt så bekvemme for aalborggensere som JTUs afgang fra Aalborg. Til gengæld vil nogen måske foretrække foråret frem for efteråret for at få en flyvende start på grussæsonen.

Konkurrenten DGI organiserer også forårsrejser i ugerne 12, 13, 14, 15, 16 og 17. Her er konceptet, at hver klub samler en flok til turen, og hvis det ikke kan lykkes, så er der efterfølgende mulighed for at fylde turen op med individuelle tilmeldinger. Nogle af ATKerne var med på DGIs tur sidste år, også til Tyrkiet, og de var stærkt begejstrede for kvaliteten af både hotel, mad og træning. Læs mere her:http://www.dgi.dk/Udover/Tennis/nyheder/Tennisrejser_[a21517].aspx.

Hvis man er internationalt orienteret, så er der mulighed for at springe på ture organiseret af udenlandske operatører. LondonTennis er en Internet-klub af tennisspillere i London og har en bagatel af 20.000 medlemmer. Det er gratis at melde sig ind, og formålet er naturligvis at finde folk at spille med i London-området. Det er altså en god mulighed, hvis man en gang imellem stiger på Norwegians rute fra Aalborg til Gatwick. Mens konen shopper i Oxford Street kan man forsøge at fortrænge tankerne om næste måneds kontoudtog med noget billig tennis mod en passende modstander. Men LondonTennis organiserer også med jævne mellemrum tennisture tilo La Mange, som ligger i den østlige del af Spanien og er et sportsresort med masser af aktiviteter i stil med La Santa. Afgange er naturligvis fra London, så man skal enten flyver derover først eller skaffe sig en aftale om, at man selv finder til Spanien mod en reduceret pris. Hop på vognen her:http://www.londontennis.co.uk/.

Man kan også mere eller mindre selv organisere en rejse, og det har jeg gjort nogle gange sammen med familien, som jeg dog må indrømme er ved at vise visse træthedstegn overfor mine prioriteringer af rejsemål med tennisbaner i bekvem nærhed. Hvis man tager af sted alene eller sammen med sin familie, så er det vigtigt, at man på forhånd har sikret sig, at der kan findes nogle andre at spille med, og et vist sprogkundskab til engelsk, tysk, fransk eller spansk er naturligvis en fordel. Rigtigt gode muligheder er:

  • Florida. Her er der solskin og fint vejr næsten året rundt, og om sommeren er det næsten for varmt. I Florida er der bogstaveligt talt tennisbaner overalt, og de fleste af dem står tomme nærmest hele tiden. Derfor er den bedste strategi at kontakte lokale tennisklubber, som man kan lede op på internettet. Jeg plejer at bruge Google Maps, hvor jeg bruger ”søg i nærheden”-funktionen til at lede efter tennis. Det fine ved de lokale tennisklubber er, at de drives som små, familieejede forretninger, og når man ringer til dem, bliver man godt modtaget, fordi man er en kunde i butikken. Ejeren accepterer gerne, at man kommer som gæst og gør sig store anstrengelser for at finde nogle medlemmer, som man kan spille med. Det har også ofte social tennis en eller flere gange om ugen, og det kan man også møde op til. Det plejer at koste $10-$12 per gang, og det er simpelthen fundet for de penge.
  • Costa del Sol ligger så tilpas langt sydpå i Europa, at der er godt vejr, selv i Februar. Vi taler om 15-18 grader midt på dagen, solskin og ikke ret meget vind. Det er helt acceptabelt tennis- og ferievejr for en vinterramt dansker. Tilmed er flybilletterne direkte fra Aalborg til Malaga billige. På Costa del Sol er klubstrukturen nogenlunde som i USA, og man kan komme ind fra gaden de fleste steder og spille tennis. Specielt vil jeg anbefale Fernando Gils fantastiske tennisklub i Maraflores lidt vest for Malaga. Fernando har været træner for Björn Borg i tidernes morgen, og han er en fantastisk personlighed. Man kan melde sig ind i hans klub for en uge af gangen for ca. €65, og så finder han alle de modstandere, som man kan overkomme. Man kan også få særdeles velkvalificeret træning mod ekstra betaling. Man kan endda lade Fernando være rejsearrangør, idet klubben råder over ferielejligheder lige ovenfor tennisanlægget med halvpension i klubbens hyggelige bar. Her er linket: http://miraflorestenis.com/. Husk for resten, at hvis du skal søge på tennis på spanske hjemmesider, så staves det tenis, altså med ét ’s’.

Det er med andre ord bare om at komme i gang. Sæsonen er alt for kort i Danmark

Udover væsentligt bedre vejr byder udlandet som tidligere nævnt ofte på en gæstfrihed, der kommer af et kundeforhold mellem spilleren og værtsklubben. I Danmark er idræt jo organiseret omkring frivilligt arbejde i medlemsstyrede foreninger, og de har ikke haft megen interesse i at byde gæster indenfor. Men det bør vi få, for tiderne har ændret sig, og der står alt for mange baner tomme rundt omkring. Gæster skal ikke møde låste døre og ”kun for medlemmer”-skilte. De skal mødes med venlighed, bydes indenfor, og til gengæld have mulighed for at lægge et overkommeligt beløb i klubkassen. Husk både de mange bække små, og at venskaber er ubetalelige.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s