Tennisture: Manavgat mod Ölüdeniz – uge 17, 2013

Pyha, jeg har godt nok haft travlt. Det er ikke så let at holde ferie, når man i virkeligheden ikke har tid. Nu om dage kræver universitetet, at man holder sin ferie, uanset om det kan lade sig gøre eller ej. Så jeg drog på tennistur i uge 17 med en masse arbejde under armen. Der blev spillet tennis, men der har ikke været tid til at skrive blog.
Der er efterhånden mindst tre udbydere i Danmark af tennisture til Tyrkiet. JTU organiserer ture til resortet Alibey i Manavgat på Tyrkiets sydkyst, hvor jeg har været to gange. Og med anbefaling fra DTF sender det lille rejsebureau Battertour tennisspillere til Lykiaworld i Ölüdeniz, som ligger på Tyrkiets vestkyst tæt ved Rhodos. Endelig arrangerer DGI ture til området omkring Antalya. Nu følger lidt forbrugeroplysning, som sammenligner de to første ture, altså JTU mod DTF:
Rejsen: Her scorer Manavgat og JTU højt, fordi der flyves fra Aalborg, og køreturen fra Antalya til Manavgat er overstået på 45 minutter. Til sammenligning flyver Battertour fra Billund og Kastrup på temmeligt ubekvemme tidspunkter. Fra Billund kan man ikke komme med offentlig transport til Aalborg på det tidspunkt, hvor flyveren bringer én hjem, så man er nødt til at flyve via Kastrup og købe en tilslutningsbillet til Aalborg. Dertil kommer, at Ölündeniz ligger 3½ times kørsel ad bulede bjergveje fra Antalya. Man flyver fra Danmark om aftenen, ankommer til Antalya midt om natten, og til Lykiaworld næste morgen. Det skærer en hel dag af turens nyttige længde og er en høj pris at betale.
Stedet: Her er der slet ingen sammenligning. Manavgat er ret uinteressant og ligner ærlig talt en losseplads udenfor Albey-resortet. Ölüdeniz ligger i et område, som både historisk og geologisk er ekstremt spændende og tilmed meget, meget smukt. Lykiaworld er beliggende i en slags krater med lodrette klippesider på måske 800 m til alle sider, og kort derfra rejser bjergene sig over 2 km og har sne på tinderne. Det er simpelthen ubeskriveligt smukt. Tilmed fremstår området rent, velholdt og med store helt uberørte områder. Vandet er krystalklart med masser af fisk. Det er rent akvarium.
Resort: Alibey og Lykiaworld er meget sammenlignelige med hensyn til faciliteter, og de er begge rene, ordentlige og meget veldrevne. Maden er overdådig begge steder, og det gastronomiske koncept er det samme: en slags fusionskøkken med indslag fra Italien, Asien, Frankrig og naturligvis Tyrkiet. Begge resorts dækker store områder af parklignende natur med masser af blomster. Lykiaworld er meget bakket, mens Alibey er fladt. Lykiaworld er bestemt ikke for gangbesværede, men det betyder jo ikke så meget for tennisspillere.
Den væsentligste forskel på de to resorts er, at Alibey er ”all inclusive”, og Lykiaworld er det ikke. Sidstnævnte sted er mad og drikke gratis i forbindelse med måltiderne, men udenfor måltiderne koster det penge. Det er ikke specielt dyrt, men det løber alligevel op hen over en uge.
Begge resorts er store tennissteder. Alibey har 63 baner, som alle er rødt grus. Lykiaworld har 20 baner med kunstunderlag af varierende kvalitet. Nogle af deres underlag var af ret skidt kvalitet og var næsten umulige at spille på. Alibey vinder på kvaliteten af tennisanlægget. Men Lykiaworld har én fordel: Det er gratis at bruge banerne; hvis en bane er ledig, kan man bare spille. Banerne står til rådighed for hotellets gæster. I Alibey skal man betale €10 per time.
Træningen: Når man tager på tur med et tennisforbund, er der også trænere med, og det meste af ugen går med træning. Jeg har fået fremragende træning både hos JTU og hos Battertour, men sidstnævnte skal alligevel have en lille ekstra anbefaling på grund af de to unge træneres engagement. Oliver og Alexaner, som var med Battertour som trænere, havde et ungdommeligt gå-på-mod, som jeg rigtigt godt kunne lide. De havde virkeligt ambitioner på deres spilleres vegne, og de insisterede på en herlig måde på, at vi skulle lykkes.
Den samlede vurdering: Det afhænger lidt af, hvad man vil. Hvis det blot handler om en masse tennis på et resort, så vinder Alibey. Hvis man er på ferie og gerne vil have andre muligheder end at spille tennis. så skal man ikke snyde sig selv for Lykiaworld i Ölüdeniz og det fantastiske område.

En af tennisbanerne i Lykiaworld omkranset af høje klippesider.
Reklamer

2 meninger om “Tennisture: Manavgat mod Ölüdeniz – uge 17, 2013

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s