Sæsonstatus – tirsdag d. 22. oktober 2013.

På dette tidspunkt af året plejer jeg at gøre en lille status for den forløbne sæson. Vi snupper nogle punkter i tilfældig rækkefølge:

Klubberne.

På klubfronten har sæsonens klart bedste fremgang været, at vi har fået holdsamarbejdet ATS (Aalborg Tennissamarbejde) mellem NTK og ATK op at stå, og at det har resulteret i opstilling af i alt syv senior turneringshold, uden at vi har scratchet en eneste kamp og med to oprykninger til følge. Det er da helt fantastisk! Vi har fået en masse spillere med lille turneringserfaring i gang med at spille holdkampe, og flere af de garvede folk, som har spillet før i tiden, er kommet i gang igen. Selv spillede jeg på et hold af gamle nisser – mest fra Nørresundby – som stillede op i serie 4, og vi vandt rækken skarpt forfulgt af ATS’ andet serie 4-hold, som mest havde ungdomsspillere med. Der er intet mere tilfredsstillende for gamle nisser end at vinde over de unge og fremadstormende.

Sidste år var jeg også med til at spille et hold op i serie 3, men fik altså ikke lejlighed til selv at spille på det i år. Nu må vise, hvordan det går i næste sæson. Der gives ingen garantier, for de to klubber svømmer i halvgode spillere og ungdomsspillerne bliver hele tiden bedre. Måske skal vi overveje endnu et hold til serie 4 i næste sæson.

Nørresundby Tennisklub har organisatorisk været smertensbarnet i denne sæson. Klubben har været i ledelsesmæssig krise, siden vores hovedformand, Nicolai, fik arbejde i København og måtte forlade klubben. Sæsonen har slidt to tennisudvalg op, og i denne uge skal vi forsøge at få valgt det tredje, meget sandsynligt uden nogen kandidater til at træde ind. NTK har desværre en kultur, der på kort tid kan skræmme selv robuste foreningsmennesker væk, og så hjælper det ikke så meget, at klubben med den fine tennishal har byens bedste randbetingelser for at blive en rungende succes.

Min egen mening om sagen er, at meget små idrætsklubber har det med at komme i situationer, hvor de ikke er ledelsesmæssigt bæredygtige, fordi ledelsesopgaven tager mere tid og energi, end den lille medlemsmasse kan bære; alle de basale funktioner med planlægning, budgettering, administration, kontakt til kommunen, banevedligehold og så videre skal jo klares, selvom klubben er lille. I sådan en situation kan man overveje fusion ind i en større klub, og det bør NTK gøre nu – efter min mening. Men det er jo en svær beslutning og proces i en klub med 70 år og stolte traditioner på bagen. Sagen kompliceres yderligere af, at NTK også er en squash-klub, og squash-spillerne er forståeligt ikke nødvendigvis begejstrede ved udsigten til at blive lillebror i en stor tennisklub.

I et større perspektiv så jeg meget gerne en fusion af hovedparten af byens tennisklubber til en stor forening, som ville have kræfter til at løfte sporten i byen til det niveau, som byens størrelse berettiger, men det er næppe gennemførligt på kort sigt. Så indtil videre må vi rationalisere så meget som muligt ved at samarbejde, f.eks. som vi gør om turneringsholdene med stor succes. Det er heller ikke sådan, at der slet ingenting sker i Nørresundby. Hovedformanden, Jan, kæmper ufortrødent videre, og vi har fået ny hjemmeside, som forhåbentlig snart bliver meget flottere, og der er lavet nyt baderum til herrespillerne i hallen.

Rejser

Året har budt på to tennisrejser, begge til Tyrkiet. Den første var i april og den anden i oktober. Destinationerne er beskrevet i detaljer i et tidligere indlæg, og jeg kunne sagtens se mig selv tage af sted fast hvert forår og efterår i årene fremover. Nu må vi se, om det feriemæssigt, familiemæssigt, arbejdsmæssigt og økonomisk er muligt. Mange ting skal gå op i en højere enhed. Jeg vil også skrækkeligt gerne genbesøge Fernando Gils fantastiske lille klub i Miraflores på den spanske sydkyst i en ikke al for fjern fremtid.

Formkurve

Mit eget spil

Sæsonens formkurve afslører, at jeg ikke er blevet bedre i løbet af året, selvom jeg slutter på 105% efter dagens sejr over Lars med 62, 67, 62. Kurven har godt nok en opadgående tendens, men vi skal huske, at 100% svarer til mit niveau sidste efterår. Jeg har været ramt af en del skader i starten af sæsonen, og de satte mig meget tilbage, men alligevel er det bedrøveligt, for de tidligere sæsoner har budt på klare forbedringer af mit spil. Hvis mit topniveau ikke bliver meget højere end det nuværende, så vil det skuffe mig en del. Fysikken sætter naturligvis en begrænsning, når man har rundet 50, men teknikken bør kunne blive væsentligt bedre.

Lad os lige se på den i nogle flere detaljer: Der skete noget interessant med mit forhåndsslag i slutningen af sidste sæson. Mine bestræbelser på mere topspin førte til et glidende grebskifte over mod noget semi-western-agtigt, og jeg slår nu med spin nok til at kunne banke maksimalt igennem og drille gammeldags spillende modstandere med højt hoppende bolde. Men det skete sidste år, og jeg kan ikke mærke, at der er kommet store forbedringer i indeværende sæson. Specielt er der stadig for mange deciderede fejlslag, hvor jeg enten rammer bolden med rammen eller får den snittet for meget, så den ikke får lineær hastighed og løft nok til at komme over nettet.

Baghånden har altid været min styrke, og det er den stadig på træningsbanen, hvis træneren fodrer mig med bløde slag. Så kan jeg med stor sikkerhed og topspin slå bolden longline eller cross som jeg lyster. Til gengæld kniber det i kampsituationer, og her er baghånden faktisk blevet dårligere. Det er som om jeg ikke længere kan finde ud af at stille mig rigtigt til den. Hvis jeg kan få baghånden tilbage på sporet, vil det løfte mit samlede spil betydeligt. Jeg er sikker på, at det er bearbejdet, der er for dårligt.

Serven er den største forbedring i år. Den er blevet væsentligt hårdere, og jeg er godt på vej til at udvikle en ”halv kickserv” som andenserv fra min tidligere ”kvarte kickserv”. Den halve har meget mere spin end den kvarte, men stadig ikke så meget, at den hopper rigtigt højt. Både første- og andenserv er stadig for ustabile og får lange udfald under indtryk af vind, vejr, omgivelser og min egen sindstilstand. På turen i Tyrkiet for nylig slog jeg stort set ikke en ordentlig serv, men efter hjemkomsten til de rolige omgivelser i tennishallen serven også vendt hjem. Hvis den kan blive stabil, vil den give mit spil et godt løft.

Taktik, shot selection og tålmodighed: Jeg indrømmer gerne, at jeg spiller satset tennis. Det er sådan lidt alt eller intet, og det er egentlig en kalkuleret taktik, for jeg spiller jo næsten altid kamp og har ikke andre muligheder for at hæve mit niveau end disse kampe. Derfor er jeg nødt til at satse lidt over mit reelle niveau, og det koster på uprovokerede fejl. Sagen er bare, at hvis jeg spiller sikkert for at vinde mine træningskampe, så får jeg aldrig løftet mit spil. Men den konstante satsning bliver også til en spillestil, som kan være svær at forlade, når det virkeligt gælder. Derfor har jeg på bucket-listen nogle spillere, som jeg er spillemæssigt helt lige med, men som jeg stadig mangler en sejr over, f.eks. Jesper Gunvald, Manh Nguyen, Linh Nguyen, Lars Skov og Poul Erik Jensen. Det er spillere, som er karakteriseret ved en rigtig god tålmodighed og en stor sikkerhed i slagene men ikke nogen skræmmende kraft i spillet. Jeg trænger til at blive meget bedre til at spille på 80% og have tålmodighed. På den anden side er det heller ikke helt galt. Jeg har ikke tabt en eneste singlekamp i seniorturneringen hverken sidste år eller i år, så på en eller anden måde kan jeg godt, når det gælder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s