Mentalt – lørdag d. 7. december 2013.

På en eller anden måde skal jeg få dette indlæg til at handle om mentaltræning. Det er ingen hemmelighed, at tennis er et meget mentalt spil, og dets udøvere er mentalt følsomme til grænsen af det hysteriske. Måske er det fordi spillet består af en lange række maksimale energiudladninger, og hvis man ikke er klar i den brøkdel af et sekund, hvor man har brug for det, så kommer man ingen vegne. Jeg ved fra mig selv, at hvis jeg får en tanke, mens jeg venter på at modtage en serv, så når jeg nogle gange slet ikke at røre mig, før en ellers nem bold er suset forbi mig.

Naturligvis spiller fysikken også en vigtig rolle, og så står man og leder efter forklaringer på sine svingende indsatser vilkårligt i det fysiske og det mentale. Lad os se på de forløbne dage.

Fredag blev det til en enkelt time mod Lars og et klart nederlag på 2-8 i en Liga Pouf-kamp. Jeg var mærkbart træt efter de tre timer torsdag aften og følte slet ikke, at jeg kunne få gang i spillet. Det tog kun ½ time for Lars at vinde, så vi havde tid til et sæt mere. Nu var jeg blevet varm, og så blæste jeg forbi Lars med 6-1. Var det så på grund af fysikken og den langsomme opvarmning af min trætte krop? Eller var det fordi Lars slappede af i bevidstheden om, at nu havde han vundet den kamp, der betød noget? Var det fysikken eller det mentale, som spillede ind?

Mit livs kærlighed var til julefrokost fredag aften, så det blev ikke til det store alkoholindtag for mit vedkommende, hjemme alene med min halvsyge – altså rent fysisk – datter. Jeg havde følt mig træt hele fredagen, og da jeg gik i seng kl. 23:30, faldt jeg i søvn med det samme og vågnede først igen lørdag formiddag kl. 11:50. Nok er jeg B-menneske, men det er alligevel usædvanligt for mig at sove så længe. Er det så mental eller fysisk træthed?

Lørdag skulle jeg have spillet mod Klaus Eberhardt, som har meldt sig ind i Nørresundby. Men Klaus er blevet skadet, og jeg fik i stedet fornøjelsen af hans meget talentfulde søn, Rune. Jeg har spillet et par gange mod Rune undendørs i ATK, og det har været tæt, men Rune har vundet hver gang. Rune er helt anderledes at spille imod i forhold til Lars. Lars spiller klassisk, uden ret meget spin, men med rigtigt gode vinkler, og han er ekspert i at lægge boldene, så der er svære at slå til. Rune spiller moderne. Han slår hårdt, højt og med meget topspin, og han har Aalborgs smukkeste tohånds baghånd. Jeg elsker at returnere den slags slag, men der skal også noget specielt til at slå igennem Rune, for han har alderen på sin side og er en god sjat hurtigere end mig. Vi står med andre ord godt til hinanden, og det giver nogle helt fantastiske dueller med slag på – synes jeg selv – ret højt niveau.

Vi holdt begge stensikkert serv indtil 5-5, hvor jeg brød, og så skulle det jo være en smal sag at serve sættet hjem. Det var det bare ikke. Der skulle en tiebreak og 5 sætbolde til, før jeg vandt første sæt. Kan det være så meget andet end mentalt, at jeg efter fem sikre servepartier ikke formår at vinde nummer seks? Jeg tabte et næsten lige så tæt andet sæt og derefter en match tiebreak, som gjorde det muligt at afslutte kampen inden for to timer. Rune bliver stående på bucket-listen.

Den egentlige årsag til, at jeg tager det mentale op lige præcis i dag, er, at jeg har set en video på nettet, som bringer en vigtig pointe frem. Jeg følger en række af de kendte online-udbydere af diverse tenniskurser. Jeg spilder en del tid på sagen, for de fleste af de offentligt tilgængelige videoer har til formål at lokke folk til at betale for det virkelige indhold – alle tennistrænere skal jo leve. Men nogle gange falder der alligevel nogle guldkorn af.

Således også i denne video fra Will Hamilton fra Fuzzy Yellow Balls i Washington DC. Han har undersøgt massevis af spillers tilgang til spillet og har fundet, at gode spillere næsten uden undtagelse ikke er resultatorienterede. Det lyder lidt underligt, ikke? Skal man ikke være ekstremt fokuseret på resultater, hvis man vil klare sig i en så konkurrencepræget sport som tennis?

Svaret er, at det skal man ikke, for fokus på resultatet fjerner fokus fra det næste baghåndsslag eller den næste servemodtagelse, og så suser bolden forbi, og man når aldrig det resultat, som man stod  og fokuserede på. Will Hamilton formulerer det på den måde, at gode tennisspillere er procesorienterede snarere end resultatorienterede. Man skal fokusere på vejen og ikke på målet.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort, men hvis jeg havde fokuseret på at spille mit serveparti nummer seks på samme måde som de foregående fem i stedet for at tænke på at vinde sættet, så havde jeg ikke behøvet en tiebreak for at vinde første sæt i dag.

Til slut formkurven: Det føltes godt at spille mod Rune i dag, og selvom jeg tabte, er jeg ret tilfreds med kampen – eller processen…

Formkurve

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s