Veteranmesterskaber – søndag d. 19. januar 2014.

Jysk mesterskab i veterantennis kan anbefales, hvis man en gang imellem trænger til at blive mindet om, hvor mange gode tennisspillere, der faktisk er i Danmark. Mesterskaberne afholdes hvert år i januar, og hvis det foregår i Aarhus eller Randers er det overkommeligt at køre til. Desværre har vi ingen indendørs halfacilitet i Nordjylland, som kan klare den slags arrangement. Når man ankommer, mødes man af veteranspillere i alle aldre, en del med tykke maver og muntre attituder, og man tænker, at hvis de kan spille med, så kan man da også selv. Men man skal ikke skue hunden på hårene i tennis, hvor teknikken spiller så stor en rolle, og man kan nemt løbe ind i en ordentlig øretæve fra en spiller, der ikke ser ud som om han kan løbe 100 meter uden at få hjertemassage på halvvejen, men som bare slår guddommeligt til bolden.

Jeg deltog for to år siden, da jeg var ret grøn, og fik to klare nederlag i single til Lars Knudsen, en jyllandsseriespiller og virkeligt flink fyr fra Lystrup, og i mix sammen med Bente Pape til et rigtigt dygtigt par fra en anden Aarhus-klub. I herredouble tabte jeg knebent sammen med en tilfældigt sammenbragt makker fra HEI. Ingen af de nævnte hører i øvrigt på nogen måde til i kategorien med de tykke maver. Der er nemlig også en del spillere med, som både er i god form og spiller fantastisk, og når man er ny i selskabet, bliver man jo seedet til at møde nogle af de bedste.

Det var også tilfældet i år. I kategorien +50 var min banemand fra sidst, Lars Knudsen, seedet 2, og den suveræne danmarksmester, Erik Eibye, var seedet 1. Jeg havde bye i første runde men skulle så møde Erik Eibye i anden runde. Manden vandt dansk mesterskab med en knusende finalesejr, hvor modstanderen kun fik et enkelt parti. Man kan roligt sige, at han er noget over mit niveau.

En del af mine venner slog syv kors for sig, da de så lodtrækningen, og Jesper Gunvald mente, at jeg ikke ville komme i nærheden af at vinde et parti. Han tilbød endda en øl, hvis jeg kunne undgå at tage fra Aarhus med et par uønskede briller. Kun veteranspillerne fra AØT, som er i en klasse for sig i Aalborg, fremhævede, at Erik trods alt ikke er supermand og der ikke er nogen grund til at være skræmt. Det sidste hjalp faktisk en del, for jeg spiller en gang imellem mod Hans Jørgen Amstrup eller Peder Lisberg fra AØT, og selvom jeg sjældent får ret meget imod dem, ved jeg af erfaring, at de også laver fejl og kan presses; naturligvis.

Alligevel var det med en vis bæven, jeg stillede op til kampen. Jeg vandt lodtrækningen og valgte at serve først, og miraklet indtraf: Jeg vandt det første parti. Min modstander slog hårdt og sikkert, men jeg kunne sagtens følge med i tempo, både i serv og grundslag, og det var meget opmuntrende. Resten af kampen forløb på samme måde med en enkelt undtagelse: Erik vandt resten af partierne.

Men det skete bestemt ikke uden kamp. Mange partier gik i deuce og jeg havde adskillige break-bolde, slog servevindere og vindere i grundslagsduellerne. Hvad var så problemet? Jo, Erik er bare den tand mere sikker end mig, så over et parti vil han næsten altid vinde de fleste points, selvom jeg også får en del. Og på den måde vinder man jo kampen stort, selvom antallet af vundne points er mere lige. Jeg tabte altså med 16 06, så alt var som forventet, og kampen fik den rigtige vinder, men jeg var alligevel opmuntret af min egen indsats.

I herredouble havde jeg slået pjalterne sammen med Lars Thomsen. Vi spiller faktisk ikke specielt godt double sammen, så det kunne være gået meget værre end det respektable nederlag på 36 26. Men denne dag spillede vi ikke så dårligt, og modstanderne var ikke helt uden for rækkevidde. Hver især var de to modstandere fra HEI på vores niveau, men de har spillet double sammen i mange år og kender hinanden rigtigt godt, og det gjorde udslaget. I første sæt fulgte Lars og jeg godt med og tabte på et enkelt servegennembrud. I andet sæt ændrede vi lidt på opstillingen for at prøve noget andet, og det virkede desværre ikke. Til gengæld slap vi for den lange tur til Aarhus om søndagen.

Hvad kan man så lære? Der er virkeligt mange gode tennisspillere i verden, og uanset hvor god man bliver, vil der altid være helt uoverskueligt mange, som er meget bedre. Det giver ingen mening at konkurrere med hele verden eller bare med Jylland for den sags skyld, men man kan konkurrere med sig selv, og så længe man vinder den kamp en gang imellem, er alt godt. Det er forresten formålet med formkurven.

formkurve

Tak til Lars Elkjær og Niels Emery for at sætte det komplicerede arrangement i scene. Det var både sjovt og hyggeligt, og jeg vender nok tilbage en anden gang.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s