Kløften (afsnit 1)

Når man som jeg er lidt videnskabeligt belastet, har man en tendens til at putte alle verdens fænomener ned i nogle hjemmestrikkede modeller. For mit vedkommende gælder det naturligvis også for tennis. Modeller er gode, hvis de passer, fordi de giver noget indsigt, som man kan bruge til at forstå fortiden og tage fremadrettede beslutninger. Lad os se på en mulig model for sammenhængen mellem fejl og vindere:

Image

Modellen er i al sin simpelhed et udtryk for det, som de fleste af os vist fornemmer: Når man øger tempo i spillet, slår hårdere, går længere frem på banen og måske spiller tættere på stregerne, så slår man flere vindere, men man laver også flere fejl. Kunsten er nu at finde et sted på kurven, hvor forholdet mellem fejl og vindere er fordelagtigt, f.eks. de to steder, der er markeret med røde prikker.

Hvis man kender et godt sted langt nede på sin kurve og godt kan lide at ligge der, så vil man af mange irriterede modspillere blive betegnet som en skubber. Man kunne måske betegne vores egen Caroline Wozniacki som sådan en spiller, relativt til det høje niveau, som hun befinder sig på. Den modsatte type findes bestemt også: Maria Sharapova, for eksempel, synes at befinde sig bedst helt oppe i den fjerne ende af sin kurve, og det klarer hun sig jo godt med, selvom hun også en gang imellem kan falde helt igennem og f.eks. få æg af Serena Williams. Mange tenniseksperter har travlt med at sige, at man ikke kan klare sig i toptennis med mindre man forsøger at spille et godt stykke oppe ad kurven, men jeg er ikke så sikker. Aga Radwanska har stor succes med at spille varieret men konservativt og frustrere sine modstandere. Sikkert er det, at alle menneskers kurver dykker til slut. Hvis man spiller helt vildt og ubehersket, så ender man med at tabe på egne fejl.

For de fleste motionisters vedkommende er kurven ikke så lang og dykker tidligt. Vi får det bedste ud af ikke at presse os selv for langt op ad kurven. Jeg kender et par stykker, som har det med at ligge og lumre nede i kurvens lave ende, og som jeg altid taber til. Jeg taler her som om man selv kan få lov at bestemme, hvor man skal ligge på kurven. Det er naturligvis ikke helt sandt, for modstanderen kan jo tvinge én hen til et ufordelagtigt sted på kurven, men det vender jeg tilbage til i næste indlæg. Her vil jeg bare anføre, at hvis en god modstander presser tempo op, så kan man blive tvunget op til det sted, hvor ens egen kurve dykker.

Derfor tænker jeg, at god tennis spilles længere oppe ad kurven, end jeg på nuværende tidspunkt kan nå, og derfor er jeg nødt til at investere for at blive bedre. Når jeg spiller kampe for sjov eller træner, så forsøger jeg at presse mit spil længere op ad kurven, selvom jeg måske rammer ind i en bølgedal. Det giver nogle tabte træningskampe og skrammer på selvtilliden, men det betaler sig sikkert i det lange løb.

Planen er så, at når det virkeligt gælder – når jeg spiller turneringskamp eller er ved at tabe en for-sjov-kamp – så kan jeg kravle lidt tilbage og finde en bakketop i sikkert territorium at spille på. Problemet er bare, at sådan virker det sjældent for mig, og det er måske fordi min kurve har en kløft. Jeg forestiller mig at den ser således ud:

Image

Jeg vil meget gerne spille ved punkt 1. Problemet er bare, at denne bakketop er meget smal, så den kan være svær at ramme, og når jeg rammer ved siden af, så koster det stort på forholdet mellem fejl og vindere, og jeg kan blive nødt til at justere. Desværre er det sjældent en mulighed at justere helt ned til punkt 2, for imellem 1 og 2 er den frygtede kløft. Hvis jeg falder i den, går det helt galt: Jeg slår ingen vindere men laver stadig forholdsvis mange fejl. Der er endda en fysisk forklaring på kløften: Spin er essentielt i tennis. Hvis bolden ikke har spin, så kan man ikke slå ret hårdt, uden at slå den ud. Hvis man forsøger at tage noget fart ud af bolden, så fjerner man også spin, og så kan man komme til at lave flere fejl, selvom man ikke slår så hårdt.

Det kræver mod eller pres at gå efter punkt 1 på kurven og jeg tror, at de fleste af mine sejre og nederlag kan forklares med denne kurve. Således også gårsdagens kamp mod Lei Shuai. Ham plejer jeg at have godt styr på, men jeg lagde ud med at tabe første sæt, kom under pres og var tvunget til at lede efter punkt 1, hvorefter jeg vandt andet og tredje sæt ret komfortabelt.
Som tidligere nævnt kan man ikke helt selv bestemme, hvor man vil placere sig. En god modstander kan overtage bestemmelsesretten, og så kan man komme i knibe. Det handler et kommende indlæg om.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s