I de seneste par år har jeg spillet allermest mod Lars fra Nørresundby Tennisklub. Det har været rigtigt interessant, fordi vi hele vejen har fulgtes nøje ad niveaumæssigt. Derfor har vi presset hinanden maksimalt, og derved er vi begge blevet bedre.
Når det er sagt, så spiller vi virkeligt meget forskelligt. Lars er sikkerheden selv, hvilket muligvis skyldes, at han har spillet tennis siden Ruder Konge var knægt. Jeg er selv startet i en sen alder, er på mit kun fjerde tennisår, og mit spil skifter mellem det rigtigt gode og det helt forfærdelige. I stedet for alle disse forklaringer vover jeg et bud på, hvordan Lars’ kurve kunne se ud.
Her kan man se Lars’ stabilitet. Han har ingen kløft. Han befinder sig fint i et stort interval af aggressivitet, og hans spil er ikke så afhængigt af, at han rammer et bestemt niveau på dagen.
Men nu består en kamp jo af to spillere, og hvis vi lægger min kurve oven i Lars’ så kan man se, hvordan vi kan drille hinanden.
I det røde felt vinder Lars, og i det grønne felt vinder jeg. Kampen kommer altså til at handle om, at vi begge gerne vil bestemme, hvor niveauet skal ligge. Hvis jeg kan drive aggressivitet og tempo op i det grønne felt, så vinder jeg ret komfortabelt, men nogle gange lykkes det for Lars at få spillet til at foregå i det røde felt, og så vinder han. Bemærk i øvrigt, at det røde felt er meget bredere end det grønne, så jeg skal ramme mit niveau mere præcist, end Lars behøver, for at vinde kampen.
Hvad afgør, om kampen havner det ene eller det andet sted? På den ene side set kan en hårdtslående spiller drive tempo op, og modstanderen er nødt til at følge med, i hvert fald til en vis grad. Det er svært konsistent at suge fart ud af duellerne uden at give modstanderen store chancer for at komme frem og afgøre med vinderslag. På den måde kan den offensive spiller med tilstrækkelig konsistens og kvalitet bestemme, at spillet skal ske over en defensiv modstanders komfortzone.
På den anden side set kan en dygtig defensiv spiller tage farten af slagene og stadig holde længde på returneringerne. Det vil betyde, at den aggressive part selv skal tilføre bolden alt dens fart, og så stiger fejlprocenten, og den offensive spiller bliver tvunget til at gå med på modstanderens lavere tempo.
Jeg tror, at den offensive spiller med tilstrækkelig teknik altid har en bedre chance for at trække tempoet i vejret end den defensive spiller har for at reducere tempo. Derfor har jeg også vundet de fleste holmgange mod Lars det seneste års tid. Og derfor starter vore kampe ofte med, at jeg taber første sæt, mens jeg leder efter det rigtige niveau af tempo. Hvis jeg skal blive bedre – også mod andre spillere – skal jeg nok forsøge at reducere variationen i min kurve snarere end at øge dens maksimalniveau. Måske skal jeg en periode investere i at turde spille tættere på kløften. Så kan jeg efterhånden blive bedre til det og måske få kløften til helt at forsvinde. Det vil give nogle flere nederlag, men i længden vil det gøre mit spil mere robust over for modstanderens forsøg på at puffe mig ned i kløften.
Rasmussens Tennis 