Pleje af grusbaner

Tennis er en underligt dogmedrevet sport. Trænere, ledere, forældre, tilskuere, spillere og alle andre involverede har alle deres egne meninger om den rigtige taktik, opstrengning, slagteknik, valg af ketsjer, træningsmetoder, sko, kost og alt muligt andet. Hvis man er erfaren i sporten eller har gået på kurser, så har man måske noget viden om den rigtige måde at slå en baghånd eller kan anbefale en opstrengning. Men alligevel forandrer tingene sig. De unge spillere i dag slår en helt anden baghånd end i gamle dage, og selvom Björn Borg blev verdens bedste med ketsjere, der var strammet så hårdt op, at de stod og sprang om natten på hans hotelværelse, vælger mange topspillere i dag en opstrengning under 20 kg. Dogmer står for fald, fordi ingen kan forklare dem. De holder kun, indtil nogen tilfældigvis hitter på noget bedre.

Erfaring af denne type kaldes også knowhow og kan være rigtig nyttigt. Det er i hvert fald meget bedre end ingenting at vide. Hvis man ikke ved, hvordan man skal spille tennis, er det rigtigt godt at spørge nogen, som har knowhow.

Men knowhow er ikke alt. Det er godt at vide hvordan, men næste trin på stigen er også at vide hvorfor. Know-why er meget bedre end knowhow, fordi det rækker videre end til de kendte situationer. Med know-why kan man navigere i fremtiden og gøre mere end bare det samme.

En af de ting, som kan sætte sindene i kog i tennisklubber, er grusbanernes beskaffenhed. Det er dæleme også irriterende, når de ikke er gode. I sidste sæson havde vi en del problemer med nogle af banerne i Aalborg Tennisklub, som jeg ikke har noget med at gøre, og problemer med banerne i Nørresundby Tennisklub, som jeg er delvist ansvarlig for. Jeg har aldrig været på banekursus, og min erfaring med klargøring af grusbaner indskrænker sig til to sæsoner, så jeg har heller ikke meget erfaring at trække på.  Min knowhow på området må siges at være ret begrænset.

Til gengæld er jeg civilingeniør, har Ph.D. i et område relateret til styrkelære, har beskæftiget mig med ingeniørvidenskab i snart en halv menneskealder og har forsket i forskellige områder af mekanik i mere end 25 år. Indenfor videnskaberne skelner man mellem empiriske og analytiske tilgange, hvor det første med lidt god vilje kan karakteriseres som knowhow, og det sidste som know-why. Ingeniørvidenskaberne er meget analytisk orienterede, så vi har en masse know-why, f.eks. om materialeteknologi, herunder grus, beton, ler og den slags. Fra dette synspunkt vil jeg forsøge at give mit bud på klargøring af grusbaner. Jeg indrømmer straks, at jeg ved meget lidt om hvordan, men jeg tror faktisk, at jeg ved lidt om hvorfor.

Grusbaner spiller man på, fordi de har en hårdhed og friktion, som mange synes om. Vi vil gerne have hårde grusbaner, men de skal ikke være så hårde som hard court, for så får vi ondt i benene og kan ikke glide ud til slagene. Om foråret er banerne bløde, og så længes vi efter sommeren, hvor de bliver dejligt hårde, og man ikke træder mærker i dem. Her kommer så problemet: Hvordan får man sine baner til at blive hårde og jævne i en fart?

Grus til tennisbaner består af knuste mursten, og derfor er materialet i princippet ikke grus men brændt ler, som igen er blevet knust. Det er det samme materiale i april som i juli, så hvorfor har det så ikke samme beskaffenhed? Hvorfor er banerne bløde om foråret og hårde midt på sommeren? Og hvornår bliver de i grunden bløde igen? Dette kan man svare på, hvis man ved ”hvorfor”.

Hvis man forestiller sig et granulat bestående af partikler af nogenlunde ens størrelse, så vil det normalt ikke kunne gøres ret solidt, uanset hvor meget man stamper det. Problemet er, at partikler af ens størrelse altid efterlader nogle mellemrum af luft imellem sig. Disse rum er for små til at partiklerne kan passe ind i dem. Derfor er det en grænse for et granulats kompakthed, uanset hvor grundigt man placerer partiklerne i forhold til hinanden.

Hvis man tilsætter nogle mindre partikler, så kan de udfylde nogle af hullerne mellem de store partikler, og man kan gøre strukturen mere kompakt og dermed stærkere. Men de mindre partikler efterlader også nogle mellemrum, som kan udfyldes med endnu mindre partikler, som kan udfyldes med… Tennisgrus består netop af partikler af mange forskellige størrelser. Hvis de blandes rigtigt, og alle partiklerne falder ind på deres rette pladser, kan materialet blive meget kompakt og dermed hårdt. Klargøringen af grusbanerne handler altså om at få gjort gruset kompakt, og her kan man tage to midler i brug:

  1. Man kan tromle
  2. Man kan vande

Tromlingen trykker gruset sammen og presser nogle korn ned i de huller, hvor der kun lige er plads til dem, og det gør gruset meget hårdere end før tromlingen. Men tromling flytter ikke afgørende rundt på kornene. Gennemstrømmende vand kan imidlertid skylle små korn ind i hulrummene mellem de store korn, både fordi vandet strømmer igennem gruset og trækker de små partikler med, og fordi det smører overfladen af kornene, så de glider lettere på plads. Den mindre friktion gør midlertidigt materialet blødere, men når vandet er tørret ud, og kornene ligger bedre end før, er materialet blevet hårdere.

Hvorfor er banerne bløde om foråret, når de var hårde, da sæsonen sluttede få måneder før. Det skyldes frosten. Hvis man lægger frisk spinat i fryseren et stykke tid og tør det op igen, er det blevet helt slattent. Det skyldes, at det frysende vand udvider sig og bryder den faste struktur, som materialet havde før frysningen. Derfor er banerne bløde, når de tøs op igen om foråret.

På dette tidspunkt, når banen er blød hele vejen igennem, giver det mening at tromle og vande og tromle og vande og… Men hvor længe og hvor meget? Når først de små korn er skyllet på plads mellem de store, og kornene er trykket ned i de nærliggende huller, så giver det ingen mening at tromle og vande mere, for så har materialet jo genfundet sin struktur. Så langt er banen sjældent kommet, når de første spillere træder ud på den i slutningen af april, så skal man tromle eller vande eller begge dele for at få den hård?

Jeg ville være forsigtig med at vande for meget, for så længe banen er gennemvåd, er friktionen mellem kornene lille, og så kan den ikke blive rigtigt hård. Det er altså nødvendigt at få den bagt igennem af solen, før den bliver rigtig hård. I starten af sæsonen er solen ikke så kraftig, så vandingen bør heller ikke være så voldsom, at banen er stadig gennemvåd, når den skal spilles på.

Jeg ville også være forsigtig med at tromle for meget, når banen først er blevet hård. Tromlen deformerer de øverste lag af gruset og bryder den struktur, som man møjsommeligt har etableret.

Skal man så aldrig hverken vande eller tromle igen, når banen først er blevet klar? Jo, naturligvis, for spillerne slider jo på overfladen og bryder den op. Efterfølgende blæser vinden især de små partikler væk fra overfladelaget, så det ikke kan blive fast. Derfor skal overfladen genetableres med:

  • Vanding, blot ikke så meget, at man igen opløser de dybere lag.
  • Tromling, men ikke så tungt, at man får de dybere lag til at krakelere
  • Tilførsel af nyt grus – især små partikler – til erstatning for dem, som er blæst væk.

Hvornår vander man for meget? Det gør man, når man ikke tillader banen at størkne, og når overfladen stadig er våd og mudret, når man skal spille på den. I Nørresundby har vi kun håndvanding for tiden, og sammen med Vorherres bidrag er det nok til, at vi lige nu har byens hårdeste baner. Men nu skal jeg ikke være for kæphøj, for sidste sæson fik vi meget kritik for banernes beskaffenhed.

Hvornår tromler man for meget? Jeg tror især, at man kan tromle for tungt. Tungere tromler deformerer banen dybere ned, så jeg vil tro, at man skal tromle med lettere tromler, når den første klargøring er overstået.

Hvad sker der med grusbaner på langt sigt, altså over 10, 20 eller 30 år? Banerne bliver typisk dårligere til at dræne vand med tiden; det tager længere og længere tid, før de er klar til spil efter et regnvejr. Her skal man tænke på, at de enorme mængder vand, som gennem årene transporteres gennem banen, trækker de mindste lerpartikler med sig, og de tilstopper efterhånden drænlagene. Derfor vil jeg mene, at gamle baner skal vandes mere forsigtigt.

Sådan set har jeg ikke en skid forstand på sagen. Jeg har ikke meget knowhow. Men ovenstående teoretiske overvejelser er årsagen til, at ingeniører kan få alle mulige teknologier til at fungere. Måske kan ovenstående bidrage lidt til alle tennisspilleres know-why, og så kan vi hjælpe hinanden med at få nogle gode baner at spille på.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s