Knas i fysikken

Kort, navlepillende indlæg om egne frustrationer: Kroppen føles rigtigt slidt for tiden, selvom jeg i et par uger kun har spillet halvt så meget, som jeg plejer. Tirsdag spiller jeg normalt mod Lars, men i anledning af hans vinterferie var han skiftet ud med den tyske gentleman, Klaus Eberhardt, som har præcis samme styrke.

Klaus er en anelse mere offensiv end Lars, men jeg har på det seneste haft held til at trykke ham tilbage og vinde vore kampe ved at spille aggressivt. Det gik også fint de første tre partier, og så, pludseligt, var depoterne tomme. Både arme og ben blev tunge, som om jeg havde spillet fem sæt flere dage i træk, og det er helt unormalt, at jeg på den måde går kold efter ganske få minutters spil.

Jeg har fornemmet det et stykke tid, og det har med min generelle fysiske konstitution at gøre. Om det er for meget arbejde, for lidt sollys eller vitaminmangel skal jeg ikke kunne sige, men jeg har følt mig generelt sløv et stykke tid. I juleferien sov jeg uden problemer 10-12 timer hver nat, og det føles som om jeg sagtens kunne blive ved med dét nu, hvis arbejdet levnede tid. Det gør det ikke i januar, når man holder eksamen på universitetet og må læse studenterapporter til langt ud på aftenen.

Hvordan gik det så mod Klaus? Mit forspring fra starten af 1. sæt holdt præcis til at skubbe en sejr på 7-5 hjem i første sæt, men Klaus fik langsomt overtaget, så andet sæt tabte jeg 3-6, og der var helt udsolgt i tredje sæt, som Klaus vandt nemt med 6-2. Der er ingen vej uden om at give formkurven et gevaldigt dyk og bloggeren en tudekiks.

formkurve

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s