Det lugter af grus

Hvis vi kan regne med den der globale opvarmning, så skulle byens udendørs tennisbaner åbne i april i år. Jeg kan huske, at det føltes godt at komme væk fra vinden og regnen i november til den trygge tennishal. Men nu er det noget andet, og jeg kan næsten ikke vente med igen at opleve fuglekvidder og lyden af legende børn i det fjerne.

Bloggens faste læsere vil vide, at jeg har døjet med en hofteskade. Det gør jeg sådan set stadig. Kiropraktoren mener, at det stammer fra ryggen; det mener kiropraktorer om alt fra migræne til podagra. Men måske har rygbrækkeren alligevel fat i den lange ende, for jeg har et rygproblem i nærheden af hoften, han har tidligere vist, at han kan fikse ryggen, og hans første behandlinger har uden tvivl løsnet op for noget. Jeg har også været hos lægen, som har sendt mig til røntgen-undersøgelse for at se ind i den problematiske hofte. Jeg skulle modtage en indkaldelse fra hospitalet, men to uger efter lægebesøget har jeg stadig ikke set noget til den. Man må væbne sig med tålmodighed i det offentlige system, mens kiropraktoren, som lever af sine kunder, kan klare sagen fra den ene dag til den anden.

Jeg havde ellers håbet at komme til bunds i problemet, inden jeg om to uger skal til Tyrkiet for at indlede grussæsonen i selskab med en flok jyske tennisentusiaster. Jeg forventer at spille flere timer om dagen, og det er hoften ikke klar til endnu. Lige nu kan den – med kiropraktorens hjælp – klare en times single eller to timers double, før den protesterer med skarpe jag og begynder at låse sig fast. Derfor giver det heller ingen mening at opdatere formkurven for tiden.

Til gengæld kan jeg håbe på, at grus vil bekomme benene bedre end det stenhårde underlag i tennishallen, og det er faktisk ikke nogen irrelevant betragtning. Spillere ældre end mig vil sværge på, at hard court ødelægger deres ben fuldstændigt, mens trægulv lagt på strøer er en ren lise for slidte, gamle stænger. Jeg har selv lidt svært ved at forstå, at gulvets begrænsede eftergivenhed skulle spille nogen rolle i forhold til skoenes ret bløde såler, men for det første er folkestemningen i den grad for trægulve, og for det andet har jeg nu selv fået ondt i bentøjet. Derfor skal sagen naturligvis undersøges.

Når man arbejder på et universitet og oven i købet med idrætsteknologi har man mulighed for at gøre den slags. En af mine grupper af dygtige studerende har sat sig for at konstruere en ”artificial athlete”. Det er noget, som tyskerne oprindeligt har fundet på og lagt i en DIN-norm. Det er ikke nogen overvældende kompliceret konstruktion. Den består af en meget stiv fjeder, en ret tung vægt og et accelerometer, som er en lille dims, der kan måle vægtens acceleration, når man dropper den ned på gulvet, og den lander på fjederen. Idéen er nu, at accelerationen vil være en smule mindre på et eftergivende gulv end på ren beton, og på den måde kan man måle forskellen mellem de to gulve.

Om tyskerne har ret, og om min hofte får det bedre af kiropraktiske behandlinger eller grus, må I vente til en senere opdatering med at få at vide. Tyskerne plejer jo at have styr på sagerne, mens jeg tvivler lidt mere på det danske sundhedsvæsen. Måske kan jeg efter yderligere ugers venten aftvinge det en indkaldelse til billediagnostisk undersøgelse. Stay tuned og herligt forår til alle.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s