Tennisalbue

Når man skriver blog, opdager man, hvor hurtigt tiden går. Det er flere måneder siden jeg sidst har blogget, og det må skyldes almindelig depression over min helbredstilstand. Tennisalbuen har i den grad bidt sig fast, og intet er som før. Til gengæld er det en god lejlighed til at beskrive dette meget almindelige helbredsproblem lidt nærmere.

En af fordelene ved at være universitetsansat er, at man har adgang til den nyeste videnskabelige litteratur. I år er udkommet en ny bog med titlen “Tennis Elbow – Clinical Management” redigeret af Dr. Jennifer Moriatis Wolf fra Department of Orthopedic Surgery, University of Connecticut Health Center. Bogen samler den nyeste viden på området, og der er meget interessant information at hente.

Sygdommen blev først beskrevet i 1873 og har heddet tennisalbue siden 1882. Allerede den gang gik nogen åbenbart så meget op i sporten, at vedkommende fik ondt i albuen af det. Tennisalbue kendes også fra andre idrætsgrene og arbejdsfunktioner, men opstår ingen steder så hyppigt som i tennis. Man regner med, at mere end halvdelen af alle tennisspillere døjer med det på et eller andet tidspunkt i karrieren.

Men ellers indleder bogen med at konstatere, at man faktisk ved meget lidt om årsagen til problemet. Det er næsten som om, at hver gang man undersøger sagen mere grundigt, så viser noget af den viden, som man troede at have, sig at være usand eller i hvert fald umulig at bevise. Jo mere, man undersøger, jo mindre ved man. Her er nogle eksempler:

  • Man har troet, at det var mere risikofyldt at slå enhånds baghånd end tohånds baghånd. Det kan også sagtens være sandt, men nærmere undersøgelse har ikke kunnet bekræfte teorien.
  • Man har også haft den teori, at større håndtag og dæmpere på strengene kunne have en gunstig effekt, men man kan ikke vise nogen sammenhæng mellem disse faktorer og forekomsten af tennisalbue.

Faktisk ved man heller ikke, hvorfra smerten stammer. Den kommer måske fra nogle slimsække i området, som bliver irriterede af gentagne belastninger, måske fra slid eller indklemning af noget muskel- eller bindevæv tæt på den ene af underarmsknoglerne og måske fra irritation fra mikrorevner i senerne. Sikkert er det dog, at sagen har forbindelse til en af de muskler, der udstrækker håndleddet og bærer det latinske navn extensor carpi radialis brevis.

Bogen er organiseret på den måde, at forskellige specialister hver har skrevet et eller flere kapitler om det, som de har specielt forstand på. Flere forfattere lægger vægt på, at tennisalbue ikke, som tidligere formodet, er en inflammatorisk tilstand. Det troede man ellers i mange år, indtil man fik teknisk mulighed for at undersøge sagen ordentligt. Det viste sig, at man ikke kan påvise inflammation hos patienter med tennisalbue. Det er så overraskende, at nyheden stadig ikke er accepteret mange steder.

En af forfatterne, David Ring, opsummerer (i min oversættelse) vores viden eller mangel på samme på denne måde:

  1. Sygdommen opstår uden systematik eller synlig årsag hos raske, midaldrende personer, som foretager sig sunde ting.
  2. Sygdommen varer ca. et år og forsvinder igen uden spor.
  3. Selvom vi har arbejdet med sygdommen i årevis, har vi ikke fundet ud af at ændre dens forløb
  4. Vore behandlinger er palliative (lindrende) i bedste fald. Vi kan måske lindre symptomer, mens vi venter på, at sygdommen går over af sig selv.

Det skal dog nævnes, at forfatterne af et enkelt kapitel ikke helt vil lægge teorien om inflammation i graven. Disse forfattere er Krogh, Fredberg og Ellingsen, som alle er danskere, så måske skal vi tro lidt ekstra på dem.

Når man fortæller, at man har tennisalbue, er der altid nogen, som mener, at de kender den helt rigtige løsning. Måske er det massage, akupunktur, eller et besøg hos den kloge kone i Hellum. Men som David Ring antyder, er der faktisk ikke så meget, man kan gøre. Den enkelte patient kan opleve forbedring med den ene eller den anden behandling, men set over en større mængde patienter er der intet system i det. Dog mener man at vide følgende:

  • Steroid-injektioner (binyrebarkhormon) har en kortsigtet effekt, men på længere sigt ser det ud til, at patienter, der har fået denne behandling, kommer sig lidt dårligere end andre.
  • Akupunktur har en kortsigtet effekt indenfor en tidshorisont på ca. to uger. Men efter fire uger er der ingen forskel til de patienter, der har fået placebo-akupunktur.
  • Excentrisk træning, hvor man vrider i en gummistang, ser ud til at virke, men dette er kun påvist i et enkelt studium. Selve teknikken demonstreres i nedenstående video.

Summa-summarum ser det ud til, at jeg må væbne mig  med tålmodighed og vente på, at skidtet går over af sig selv. Jeg har hæftet mig ved, at sygdommen er meget robust overfor forsøg på at ændre dens forløb. Det må gælde begge veje, så jeg er så småt begyndt at spille igen, dog med lidt ændringer af teknikken.

Den vigtigste er, at det er helt udelukket at slå min enhånds baghånd. Ethvert forsøg på det forværrer tilstanden drastisk og medfører øjeblikkelig stop for tennis i en uges tid. Så  jeg er begyndt at lære at slå med to hænder på baghåndssiden. Det er ikke nemt, og indtil videre er det hverken elegant, hårdt eller sikkert; men alligevel lidt sjovt at lære.

Jeg flugter hovedsageligt med to hænder. Ethvert slag, hvor jeg skal vride ketsjeren eller holde godt fast i håndtaget er umuligt, så derfor må venstre hånd til hjælp. I alle forhåndsslag inklusive serven har jeg ændret teknik, så jeg holder helt ude i enden af ketsjeren med et meget løst greb. Formålet er at undgå at vride ketsjeren i slaget. Faktisk mener jeg, at dette forbedrer min teknik. Jeg bliver glad for det i det lange løb – tror jeg nok.

Jeg tør ikke røre ved formkurven. Den er nok på 70-80%, vil jeg tro. Men jeg kan alligevel ikke spille en hel singlekamp, og holder mig fortrinsvis til double, hvor jeg kan nøjes med at serve hvert fjerde parti. Efter at have fået to hænder på ketsjeren i de andre slag, er serven nemlig det væsentligste problem. Hvis det går som for de andre patienter, så er armen i orden igen til august 2016.

Litteratur

Jennifer Moriatis Wolf (Ed): Tennis Elbow, Clinical Management. Springer New York Heidelberg Dordrecht London, 2015. ISBN 978-1-4899-7534-8 (eBook)

Phil Page: A New Exercise For Tennis Elbow That Works! North American Journal of Sports Physical Therapy : NAJSPT 5(3), pp.189–193 (2010).

Reklamer

4 meninger om “Tennisalbue

  1. I min optik er årsagen, at musklerne løsner periost fra det kompakte knoglevæv. Herved opstår blødninger og smerter. Størknet blod hindrer kredsløbet, så tilstanden bliver kronisk. Lyskeskader er tilsvarende.
    Jeg har dog hørt, at alle tennisalbuer væk efter fem år.
    Vh Erik B Simonsen

    1. Tak for svar, Erik. Der er bestemt situationer i spillet, hvor det har føltes som en pludseligt opstået skade, altså som om noget bliver rykket i stykker i det smertefulde område. Herefter er tilstanden akut forværret i nogle dage eller uger. Det kan godt flugte med din forklaring. Men det står tilbage, at ingen af de formodentlig dygtige specialister på området med alverdens udstyr til deres rådighed har været i stand til at afdække problemets ætiologi. Og i det lys forbliver vore egne teorier gætværk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s