Med to hænder

Motorisk læring er en fascinerende proces at deltage i. Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, har en tennisalbue tvunget mig til at begynde at slå baghånd med to hænder. Det er jeg ret ked af, fordi jeg elskede min enhåndsbaghånd, som er et elegant slag, og fordi skiftet har kostet lidt på styrken eller formkurven.

Men lidt glad for det er jeg nu også, for et nyt slag kræver motorisk læring, og jeg har fundet ud af, at motorisk læring for mig er forbundet med stor lystfølelse. I et tennisslag danner krop, arm og ketsjer en kinetisk kæde, som jeg også har skrevet om tidligere. Det specielle ved kinetiske kæder er, at en helt bestemt tilrettelæggelse og timing af bevægelsen fører til koncentration af energi i ketsjeren. Hvis dette kan ske i samme øjeblik som man rammer bolden, så har man easy power, som det kaldes. Begrebet dækker over, at nogle spillere med specielt god teknik kan sætte en masse fart og spin i bolden tilsyneladende uden at anstrenge sig.

En kinetisk kæde kan bedst sammenlignes med et piskesmæld. Når man slår med to hænder, bliver bevægelsen naturligt lidt mere låst, og man kan faktisk overveje, om sådan et slag virkelig er en kinetisk kæde, altså et piskesmæld. For et par år siden var jeg opponent på en PhD-afhandling ved Stockholms Idrætshøjskole, hvor et af forskningsspørgsmålene netop var dette, eksemplificeret ved at golfsving, hvor man som bekendt også har to hænder på køllen. Svaret var utvetydigt, at et golfsving er en kinetisk kæde, og jeg er helt overbevist om, at det samme gør sig gældende for et korrekt udført tohåndsslag i tennis. Man kan kvalitativt overbevise sig om sagen ved at se på Kei Nishikori eller Benoit Paire, som er indehavere af nogle af de smukkeste tohåndsslag; her mangler på ingen måde piskesmæld.

Uden sammenligning i øvrigt, er min egen tohåndsbaghånd i bedring. Som nævnt var slaget i starten noget låst, fordi de to arme danner en lukket kæde med ketsjeren. Det giver masser af styrke, og man kan accelerere ketsjeren over lille afstand, men ikke til ret høj hastighed. Men jeg kan næsten fysisk mærke min lillehjerne arbejde med sagen, mens jeg spiller og især efter, jeg har spillet. Når jeg ligger i sengen om aftenen og er lige ved at falde i søvn, spjætter armene pludseligt til fare for min sagesløse viv, der ligger ved siden af.

Den slags spasmer er muligvis ikke fremmende for ægteskabet, men det er helt i tråd med neurofysiologien for motorisk læring, som arbejder med et begreb, der hedder retention. Når man har trænet, skal ikke blot kroppen men også centralnervesystemet have tid til at bearbejde sanseindtryk og bevægelser. Centralnervesystemet danner nye synapser, der tillader aktivering af de involverede muskler i en finjusteret sekvens. Der foregår altså en programmering af kroppens bevægelser, og den foregår, efter træningen har fundet sted.

Det giver mig en lystfyldt oplevelse af samme slags som når jeg læser en spændende historie eller pludselig forstår en interessant sammenhæng, og i dagene efter kan jeg føle, hvordan bevægelsen er blevet løsnet og foregår mere flydende. Når jeg igen står med ketsjeren i hånden, har jeg en stærk trang til at gentage bevægelsen som skyggeslag, at høre ketsjerens sus gennem luften og mærke, at jeg nu kan sætte den i gang uden at anstrenge mig meget.

For mig er denne proces den allervigtigste kilde til fascination ved sporten, og den er sikkert ikke meget anderledes for folk, som begynder at spille golf, køre mountainbike eller dyrke yoga.

Vi lærer hele livet, og læring af enhver art er en kilde til stor nydelse.

 

Advertisements

En mening om “Med to hænder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s