Lyse tider

En måneds tid inde i udendørssæsonen er det tid til en lille status. Det går stort set fint.

Vi har spillet to holdkampe i serie 3, som vi blev nedrykket til fra en midterposition i serie 2 i sidste sæson. Op- og nedrykning er lidt stokastisk hos Jyllands Tennisunion, hvor den vigende tilmelding af hold tvinger unionen til at ryste posen med spillepuljer alvorligt inden hver sæson. Måske er det udmærket, for vi har mistet nogle rigtigt gode spillere siden sidste år.

I deres fravær er jeg forfremmet til 1.-single og har heldigvis vundet begge mine single-kampe sikkert og begge doubler, i øvrigt sammen med Poul Lyhne, som er på den anden side af 70 og spiller fantastisk. Det er som om jeg føler mig lidt bedre tilpas på grus i år, end jeg har gjort tidligere, og jeg kan ikke helt hitte ud af, om det er fordi det er lidt blidere ved mine slidte ben, eller blot fordi jeg endelig er ved at vænne mig til det uberegnelige underlag.

Jeg foretager også løbende justeringer af teknikken, mere præcist af serve og baghånd.

Min gode ven og tennisekspert, Peder Lisberg, siger om serven, at den handler om placering, spin og fart i nævnte rækkefølge. Dermed mener Peder, at man ikke skal fokusere for entydigt på at slå hårdt. Det gælder naturligvis specielt på grus, hvor underlaget alligevel spiser en del af farten, og det til gengæld er muligt at få bolden til at springe uberegneligt med spin.

Jeg underviser selv begyndere i at serve, og jeg forsøger altid at dekonstruere bevægelsen i to dele, hvor ekstension af albuen giver spin og underarmspronation giver fart. Dette er tæt forbundet med det rene øksegreb på ketsjeren, og det er også rigtigt nok og en god måde at forklare sagen på.

Problemet er bare, at systemet kun virker for mig indtil en vis hårdhed af serven. Det vil føre for vidt at forklare hele problematikken, men det handler kort sagt om, at man er nødt til ikke blot at skabe spin ved at slå opad på bolden men også må slå lidt hen over den. For at få dette til at ske, er man nødt til at skifte grebet lidt yderligere fra det rene øksegreb til noget semi-eastern. Uden sammenligning i øvrigt kan man se dette greb ved at studere Milos Raonic’ serv i en af de mange videoer på nettet.

Det har den effekt, at pronationen også kommer til at bidrage til spin på bekostning af farten. Som alt andet kræver det tilvænning, men indtil videre er det min fornemmelse, at det forbedrer min førsteserveprocent med en del points.

Baghåndsslaget med to hænder bliver også stadigt bedre, og jeg kommer sandsynligvis ikke til at skifte tilbage til én hånd, selvom jeg elsker netop det slag. Jeg slår stadig ikke helt så hårdt med to hænder, men til gengæld kommer det korte aftræk og den bedre præcision mig til gode, især i knebne situationer som f.eks. passérslag mod serve-flugtspillere, som jeg har besejret i de to seneste holdkampe.

Jeg har en del tennisvenner, der har baghånd som et decideret svagt punkt, og med min nuværende erfaring med læring af et helt nyt slag kan jeg egentlig ikke forstå, at de ikke investerer i at træne baghånden, hvad enten de slår med en eller to hænder, og får læringskurven besteget en gang for alle. Det er ganske overkommeligt, og selv da min tohåndsfatning var helt ny, fik den ikke formkurven til at falde meget mere end de normale udsving.

To hænder på baghånden er gået fra at være et handicap til at give en lille fordel, og det kan ses på formkurven:

formkurve

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s