Totenschläger 2

For 1½ år siden – ak ja, som tiden går – skrev jeg om min nye Totenschläger, Wilsons Pro Staff Roger Federer Signature. Den vejer samfulde 363 g med greb og strenge, og jeg havde lidt problemer med at holde til at spille med den, rent fysisk, og sluttede min beskrivelse med disse ord:

”Lige nu tænker jeg, at jeg langsomt skal lade kroppen vokse sig stærk nok til at håndtere den tungere ketsjer ved at skifte mellem den gamle og den nye. I dette tidsrum virker den nye ketsjer mest som et træningsredskab, der gør min krop stærkere, men jeg regner med, at den efterhånden bliver mit standardvåben. Så må vi ses, om totenschlägeren slår min modstander eller mig selv ud.”

Jeg har ikke spillet meget med den siden på grund af problemer med tennisalbue og håndled. En lang tid har jeg ikke turdet bruge den af frygt for skader, og sådan er det faktisk stadig.

Hvorfor så skrive om den igen? Der er sket noget nyt.

Jeg underviser på Aalborg Universitet i idrætsteknologi og har haft en dygtig studerende, Jonas, på besøg hos HEAD. Jeg skal ikke afsløre i detaljer, hvad hans projekt gik ud på, for måske kan det blive til nye HEAD-ketsjere i fremtiden. Jeg vil i stedet fremføre en generel idé:

Nye materialer

I gamle dage var ketsjerne lavet af træ. Hovederne var mindre, og ketsjerne var tungere. Dette var dikteret af materialet. Hvis man skulle have en lettere ketsjer, så måtte man reducere mængden af materiale, og så kunne træet ikke holde til belastningen, eller ketsjeren ville bliver for fleksibel. Senere fik man ketsjere af stål og aluminium, men den helt store revolution kom med ketsjere af kulfiber, som er et materiale med et meget stort forhold mellem stivhed og vægt. Jeg vil tro, at det kunne lade sig gøre i dag at fremstille en holdbar ketsjerramme på 100 g, hvis man gjorde sig umage.

Meget lette ketsjere er ikke en fordel, for så bliver de for lette i forhold til bolden og kan ikke tilføre nok impuls. Det er impulsen – produktet af ketsjervægt og hastighed – der giver bolden fart. Lille vægt giver lille impuls, så det kan ikke hjælpe, at ketsjeren er for let.

Men den lette konstruktion giver en fordel, som man ikke havde i gamle dage: Man kan selv bestemme, hvor vægten skal placeres på ketsjeren. Det kunne man ikke i gamle dage, hvor materialet var nødt til at blive placeret på de steder, hvor man havde brug for styrken.

Hammer

Lad os lige glemme alt om ketsjere et øjeblik og tænke på en hammer.

En hammer skal slå søm i, og den skal den overføre impuls til sømmet som ketsjeren til bolden. En hammer har et let skaft og et tungt hoved, som skal ramme sømmet. Hammerens tyngdepunkt ligger i hovedet. Hvis man ikke rammer sømmet med hammerens hoved, men fx med skaftet, så får man et meget ubehageligt tilbageslag gennem skaftet, og man får ikke slået sømmet i.

0906_hammer-nail_w

Skal vi så skifte ketsjeren ud med en hammer? Alting med måde. En hammer slår meget hårdt, men den er ikke specielt hurtig at svinge, og tennis er også et spil, der handler om at kunne slå til bolden, når den er der. Allerede med dagens ketsjere på 250-300g døjer trænere med at få spillerne til at forberede slaget tidligt nok til at være klar, når bolden kommer. Det bliver ikke bedre med en tungere ketsjer. Men måske er der alligevel noget at hente. Med nye materialer kan vi næsten selv bestemme, hvor vi vil have ketsjerens tyngdepunkt. Vi kan bare tage en meget let ketsjer og tilføre vægt på udvalgte steder. På den måde kan vi placere tyngdepunktet meget tættere på det sted, hvor ketsjeren rammer bolden, uden at det medfører en høj vægt. Sådan en ketsjer har jeg fremstillet med en af de rå og meget lette ketsjere, som Jonas arbejdede med. Den er min nye Totenschläger, men den er ikke nær så tung tom ovennævnte Wilson Pro Staff: Den vejer 278 g, så den er ikke tungere end en begynderketsjer, men dens tyngdepunkt ligger foran den røde dæmper – det er meget langt fremme og inde på selve strengfladen. Vi har med andre ord gang en hammer, omend en lille hammer.

dsc_0189

Vi kan også sammenligne på en anden måde, nemlig i form af svingvægt (under antagelse af centrum for greb 5 cm fra enden af ketsjeren):

  • Wilson Pro Staff Roger Federer Signature: 0.036 kgm2
  • Babolat Pure Drive: 0.029 kgm2
  • Min lille hammer: 0.027 kgm2

Med andre ord, har min eksperimentelle ketsjer mindre vægt og mindre svingvægt end RF Signature og endda lidt mindre svingvægt end min normale Babolat Pure Drive, så den er nemmere at svinge, selvom den har sit tyngdepunkt meget tættere på bolden.

Erfaringer

Indtil videre har den vist sig særdeles interessant at spille med. Først og fremmest er der næsten intet tilbageslag til hånden fra kollisionen med bolden; man kan nærmest ikke mærke, at man rammer bolden. Den er også enormt retningsstabil. Man kan let blokere en serv tilbage og virkelig udnytte farten i den indkommende bold. Den er også stabil i flugtspillet.

For det andet har den gjort min tohånds baghånd bedre – meget bedre, faktisk. Det er som om den ændrede vægtfordeling giver en bedre taktil feedback, når man slår baghånd med to hænder og gør det nemmere at time slaget.

Men naturligvis kræver det tilvænning. Min serv er blevet dårligere, fordi jeg har problemer med timing i svinget i forhold til opkastet. Jeg regner med, at det er et spørgsmål om træning. Jeg skal også vænne mig til at slå med lidt færre procent af min styrke, for jeg kan klart slå hårdere med samme anstrengelse, og det vil jeg gerne omsætte til mere sikkerhed snarere end til mere fart. Tiden må vise, om jeg holder ved den nye ketsjer, men indtil videre har det været meget interessant at prøve.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s