Indtil videre har denne ferie budt på lidt mindre tennis, end jeg havde tænkt mig, men i dag fik jeg min lyst styret. Calvin havde foreslået en kamp, og jeg spiller alt for lidt mod Calvin, for ham kan man lære en masse af. Han er super-svær at spille imod. Han slår ikke meget hårdt, men bestemt hårdt nok, og så er der et underligt fænomen med hans opspring. Hvis man har prøvet at spille mod en boldmaskine, som sender bolde af sted helt uden spin, ved man, hvad jeg taler om. Bolde med konsistent spin har et konsistent opspring, men bolde helt uden spin har underlige opspring. De skiftevis graver sig ned og hopper højt, og sjutter vandret, og det er slet ikke til at hitte ud af. Det giver enormt mange fejl for en spiller som mig, der ikke fokuserer ret meget på bolden. Dertil kommer, at Calvin er så lynhamrende hurtig, at han løber selv de mest umulige vinderslag op. Som med boldmaskinen kommer der altid en bold mere over nettet, og jeg tvinges til at slå tre eller fire vindere i træk.
I kan godt høre, hvor det bærer hen, ikke? Jeg fik bank: 16 26 og 16 blev det, og jeg var totalt udmattet bagefter.
Calvin ville ikke have min medbragte øl, så jeg drak to halvliters på tom mave i solskinnet, inden jeg cyklede til Østre for at strenge min sprungne ketsjer op. Mens det stod på, fik jeg en besked fra Sten Andersen, som jeg også spiller alt for lidt imod. Det er jo svært at sige nej til, når man alligevel befinder sig i klubben. Træt, sukkerkold og en anelse påvirket af de to øl er ingen god baggrund for at spille tennis, så Steen havde intet problem med at vinde 63 62 over mig, men jeg havde til gengæld problemer med overhovedet at stå op på grund af træthed i slutningen af kampen.
Hvad skal man mene om den slags rent formkurvemæssigt? Kampen mod Steen er ikke nogen god målestok, men jeg kan helt sikket godt få mere på Calvin end dagens pauvre resultat, hvis jeg er i topform, og jeg har vundet over ham tidligere. Så det kan ikke blive til andet end en lille nedjustering i kurven.
Rasmussens Tennis 